ABT 18 § 49 — Bortfald af entreprenørens afhjælpningspligt

Hvad fastsætter bestemmelsen?

§ 49 fastslår, at entreprenørens afhjælpningspligt og bygherrens ret til at lade mangler udbedre for entreprenørens regning bortfalder, hvis afhjælpning vil medføre uforholdsmæssigt store udgifter. Vurderingen er relativ: bygherrens interesse i kontraktmæssig opfyldelse skal indgå i afvejningen. Uanset udfaldet bevarer bygherren altid retten til et forholdsmæssigt afslag i entreprisesummen.

I praksis

I praksis betyder bestemmelsen, at en entreprenør kan frigøres fra afhjælpningspligten, hvis omkostningerne ved udbedring er klart disproportionale i forhold til manglens betydning for bygherren. Det er ikke tilstrækkeligt, at afhjælpning er dyr — udgiften skal stå i et åbenbart misforhold til bygherrens legitime interesse. Bygherrens minimumskrav er dog altid et afslag i betalingen, så det er ikke en fritagelse uden konsekvenser for entreprenøren. I udbudsmaterialet og byggesagsbeskrivelsen har bestemmelsen ikke direkte konsekvenser for formuleringen, men den er relevant for, hvordan mangelskrav og vurderingen af afhjælpningsomkostninger håndteres i aftaleforholdet.

Typiske faldgruber

• Bestemmelsen fritager kun for afhjælpningspligten — ikke for ansvar i det hele taget. Retten til afslag efter § 50 består altid.
• Vurderingen af 'uforholdsmæssigt store udgifter' er konkret og skønsmæssig; bygherrens interesse i korrekt opfyldelse kan trække grænsen højere op, end entreprenøren forventer.
• Bestemmelsen regulerer begge sider symmetrisk: både entreprenørens pligt til selv at afhjælpe og bygherrens adgang til at iværksætte udbedring for entreprenørens regning bortfalder samtidig.