BR18 § 413

Hvad fastsætter bestemmelsen?

Bestemmelsen fastsætter, at væsker – bortset fra vand – der anvendes som varmebærer i varmevekslere beregnet til opvarmning af brugsvand, skal kunne påvises (spores) i det varme brugsvand. Kravet sikrer, at en eventuel lækage fra kredsløbssiden til brugsvandssiden kan opdages.

I praksis

I praksis betyder kravet, at valget af varmemedium i primærsiden af en varmeveksler til brugsvand er underlagt et sporbarhedskrav. Det vil sige, at det anvendte medium – f.eks. en frostvæske eller korrosionsinhibitor – skal have egenskaber, der gør det detekterbart, hvis det trænger over i brugsvandssiden. Byggesagsbeskrivelsen og udbudsmaterialet bør specificere, at valgte varmemedier dokumenteret opfylder dette sporbarhedskrav, og at relevante detektionsmetoder er identificeret.

Typiske faldgruber

• Rent vand som varmemedium er undtaget fra kravet — det gælder kun væsker, der er forskellige fra vand, f.eks. glykol- eller saltvandsblandinger.
• Kravet om sporbarhed stiller indirekte krav til valg af kemikalier og tilsætningsstoffer i primærkredsløbet, hvilket skal afklares ved projektering og ikke blot ved drift.
• Dokumentation for, at det valgte medium faktisk er sporbart i brugsvand, bør foreligge som del af produktdokumentationen i udbudsmaterialet.