Kapitel 29 — Dokumentation af brandforhold

BR18 § 514

§ 514. For rum, der er beregnet til 150 personer eller mere, skal der udarbejdes pladsfordelingsplaner, der viser placeringen af inventar, mobile scener, tribuner og tilsvarende under hensyn til udlægning af flugtveje og passager. Placering af slangevinder og brandslukningsmateriel skal fremgå af pladsfordelingsplanen.

Hvad fastsætter bestemmelsen?

§ 514 fastslår, at der for rum beregnet til 150 personer eller mere skal udarbejdes pladsfordelingsplaner. Planerne skal vise placeringen af inventar, mobile scener, tribuner og lignende, og de skal tage hensyn til flugtveje og passager. Desuden skal placeringen af slangevinder og brandslukningsmateriel fremgå af planerne.

I praksis

I byggesagen udløser rum med en beregnet kapacitet på 150 personer eller derover et krav om udarbejdelse af pladsfordelingsplaner. Planerne er en del af branddokumentationen og skal konkret anskueliggøre, hvordan inventar, mobile scener og tribuner er placeret i forhold til flugtveje og gangpassager. Brandslukningsmateriel og slangevinder skal ligeledes være indtegnet på planerne, så redningsberedskab og brugere kan lokalisere dem. I udbudsmaterialet bør det fremgå, hvem der er ansvarlig for at udarbejde og ajourføre pladsfordelingsplanerne, særligt hvis rummets indretning kan ændre sig efter ibrugtagning.

Typiske faldgruber

  • Kravet gælder pr. rum og ikke pr. bygning — et rum med kapacitet på 150+ skal have sin egen pladsfordelingsplan, uanset bygningens øvrige anvendelse.
  • Mobile scener og tribuner indgår i vurderingen, hvilket betyder, at fleksible rum, der indrettes til større arrangementer, også er omfattet, selv hvis standardindretningen har færre pladser.
  • Pladsfordelingsplanen skal aktivt vise hensyntagen til flugtveje og passager — en ren møbleringsplan uden denne vurdering opfylder ikke kravet.

Ordlyden er gengivet efter BEK nr 1399 af 12/12/2019 (gældende grundbekendtgørelse). Forklaringer, praksisnoter og faldgruber er Buildocs egne og alene til orientering — de udgør ikke juridisk rådgivning, og konkrete aftale- og myndighedsforhold skal altid vurderes af en kvalificeret rådgiver.