BR18 § 217

Hvad fastsætter bestemmelsen?

§ 217 fastsætter, at installationer i bygninger med forsamlingslokaler skal projekteres og udføres, så personer med behov for tekniske hjælpemidler – f.eks. teleslynger – selvstændigt kan deltage i bygningens aktiviteter. Kravet er afstemt efter bygningens tekniske muligheder.

I praksis

I praksis betyder bestemmelsen, at rådgiveren allerede i projekteringsfasen skal vurdere og indarbejde relevante installationer til tekniske hjælpemidler i forsamlingslokaler. Teleslynge nævnes eksplicit som eksempel, men formuleringen "eksempelvis" signalerer, at kravet ikke er begrænset hertil. I udbudsmaterialet bør kravspecifikationen til el- og svagstrømsinstallationer eksplicit adressere dette, og det skal fremgå, hvilke installationer der er projekteret med henblik på at opfylde bestemmelsen. Udtrykket "bygningens tekniske muligheder" indebærer, at omfanget af installationerne kan tilpasses de konkrete forhold i den enkelte bygning.

Typiske faldgruber

• Bestemmelsen gælder installationer – ikke blot fysisk tilgængelighed – så den kan overses, hvis tilgængelighed kun behandles i arkitektdelen af projektet og ikke koordineres med installationsprojekteringen.
• Formuleringen 'eksempelvis teleslynger' kan fejlagtigt læses som en udtømmende liste; rådgiveren skal vurdere, om andre tekniske hjælpemidler er relevante for den konkrete bygnings anvendelse.
• Kravet om, at personer 'ved egen hjælp' skal kunne deltage, sætter en funktionel minimumsstandard, der ikke er opfyldt blot ved at installere udstyr, hvis betjening kræver assistance fra andre.