Kapitel 5 — Brand

BR18 § 100

§ 100. Brandmodstandsevnen for bærende bygningsdele bestemmes enten ved standardbrandpåvirkning eller ved anvendelse af et naturligt brandforløb, som beskrevet i DS/EN 1991-1-2 Eurocode 1: Last på bærende konstruktioner – Del 1-2: Generelle laster – Brandlast og DS/EN 1991-1-2 DK NA Nationalt Anneks til Eurocode 1: Last på bygværker – Del 1-2: Generelle laster – Brandlaster.

Hvad fastsætter bestemmelsen?

Bestemmelsen fastsætter, at brandmodstandsevnen for bærende bygningsdele skal bestemmes ved én af to metoder: enten standardbrandpåvirkning eller et naturligt brandforløb. Begge metoder er beskrevet i DS/EN 1991-1-2 (Eurocode 1, del 1-2) og det tilhørende danske nationale anneks (DK NA).

I praksis

I praksis betyder bestemmelsen, at dokumentationen for bærende bygningsdeles brandmodstandsevne skal følge rammerne i Eurocode 1, del 1-2 med nationalt anneks — enten via den forenklede standardbrandkurve eller via en mere avanceret parametrisk/naturlig brandanalyse. Valget af metode har direkte betydning for dokumentationsgrundlaget i brandstrategirapporten og de konstruktive beregninger, som skal indgå i udbudsmaterialet. Ved naturligt brandforløb kræves typisk en mere detaljeret brandteknisk analyse, hvilket bør afspejles i beskrivelsen af ydelserne og krav til rådgivernes kompetencer.

Typiske faldgruber

  • Standardbrandpåvirkning og naturligt brandforløb er ikke ækvivalente i alle situationer — valget af metode kan give forskellige dimensioneringsresultater og bør træffes bevidst og dokumenteres.
  • Det nationale anneks (DK NA) er en selvstændig del af grundlaget og må ikke udelades, da det kan indeholde danske afvigelser og præciseringer i forhold til hoveddokumentet.
  • Bestemmelsen regulerer kun metodevalget for bestemmelse af brandmodstandsevne — øvrige brandkrav til de bærende bygningsdele følger af andre bestemmelser i BR18.

Ordlyden er gengivet efter BEK nr 1399 af 12/12/2019 (gældende grundbekendtgørelse). Forklaringer, praksisnoter og faldgruber er Buildocs egne og alene til orientering — de udgør ikke juridisk rådgivning, og konkrete aftale- og myndighedsforhold skal altid vurderes af en kvalificeret rådgiver.